Nyt medie skal fortælle landets mountainbikeryttere om alt, der sker på mountainbikeområdet i og omkring Silkeborg. Det er VisitSilkeborg, der søsætter projektet i samarbejde med Motinno.

Silkeborg vil være Danmarks outdoor hovedstad og besidder allerede nogle af de bedste mountainbikeforhold i landet. Derfor skal der nu skabes stor opmærksomhed, så flere ryttere får kendskab til sporene og kommer til Silkeborg for at køre dem. I den sammenhæng opretter VisitSilkeborg i samarbejde med Motinno mediet ”Mountainbike Unlimited”, som skal informere de mange mountainbike interesserede om de gode og spændende forhold, som Silkeborg besidder. I mediet fortælles, der om aktuelle events i området, der laves portrætter af profilerede mountainbike ryttere, der skrives fortællinger om specifikke spor i området og ikke mindst kommunikeres aktuelle nyheder, der måtte være i den forbindelse.

Stort kendskab til sporten
Motinno har i forvejen stort kendskab til den danske mountainbikesport. De står nemlig bag en af Danmarks mest detaljeret mountainbike-apps, Singletracker, som blandt andet hjælper med at navigere mountainbikerytterne før, under og efter de kører sporene. Liselotte Nis-Hanssen, som er turistchef ved VisitSilkeborg, ser stort potentiale med, at Motinno er en del af samarbejdet:
”Vi er utroligt glade for at kunne præsentere, at vi har indgået samarbejde med Motinno. Det er en virksomhed, som vi mener, passer godt ind i vores planer om at promovere mountainbiking i Silkeborgområdet. Motinno har et stort kendskab til mountainbiking – både hvad angår spor, sporbygning, mountainbikeudstyr og forretningsudvikling. Så vi er sikre på, at de er de rette til at vise Silkeborgs mountainbikeområde fra sin bedste side,” udtaler Liselotte Nis-Hanssen.

Ønsker flere gæster
Silkeborg har siden 2011 oplevet et fald i overnatningstal. Den udvikling skal vendes og nu sætter Silkeborg alle sejl ind for at profilere områdets styrkepositioner. Silkeborg og Søhøjlandet generelt har en unik position med natur og masser af udfoldelsesmuligheder. Det vil de nu benytte sig af ved blandt andet at styrke mountainbiking med endnu flere spor, bygget af dem, som ved hvordan og så bliver sporene udstyret med 10-20 små og store hotspots, der skal sørge for, at mountainbikerytterne får en særlig god oplevelse.
”Samarbejdet med Motinno er helt klart en del af vores langsigtede strategi om at gå all-in på mountainbiking. Vi skal være de bedste på området og derfor er det en naturlig del allerede nu at satse hårdt på at promovere mulighederne for mountainbiking,” fortæller Liselotte Nis-Hanssen.

Man kan følge alle historierne om mountainbiking i Silkeborg på facebook eller på hjemmesiden ”Mountainbike Unlimited” og på Instagram med navnet ”Lake District MTB”.