I starten af oktober løber Silkeborg100 af stablen. Mountainbike marathonløbet er det sidste af sin slags i denne sæson i Silkeborg. Rytterne kan få kørt en masse kilometer i benene og samtidig åbner det op for, at landets mange landevejsryttere kan hænge racercyklen i garagen og påbegynde vintersæsonen på mountainbike.

Med start på Fort Østerlund snor marathonruten sig gennem noget af Silkeborgs smukke natur. Rytterne skal cykle op over stejle bakker, igennem skove og forbi søer. Ruten strækker sig gennem Østerskoven, Vesterskoven og Nordskoven og man møder klassikere som Slangebakken, Serpentineren og Stairway to Heaven.

Arrangørerne Kjeld Nielsen og Torben Hansen, der også arrangerer det populære ’12 timer i Jylland’, har sørget for at planlægge et løb, der er tilpasset motionisternes behov. Der er med andre ord ikke indlagt svære tekniske forhindringer, men i stedet er fokus på tekniske passager i den lette ende. Løbet er ifølge løbsarrangør, Kjeld Nielsen, planlagt for motionens skyld:

”Der er ingen tvivl om, at vi med dette løb rammer den samme målgruppe som til vores løb ’12 timer i Jylland’. Det begynder så småt at blive koldere og nogle ryttere foretrækker at parkere mountainbiken over vinteren, derfor er dette løb, for dem, et godt sted at slutte sæsonen og hygge sig med det,” siger han og fortsætter:

”Samtidig vælger mange landevejsryttere også at deltage. Deres sæson på landevejen er så småt slut og mange af dem skifter nu over til mountainbike og har jo formen til at begive sig ud på et marathon som dette. Fordelen ved dette løb er så også, at det ikke er særlig teknisk og så har de netop mulighed for at få lidt føling med cyklen, inden de begiver sig ud på nogle svære tekniske passager,” fortæller Kjeld Nielsen.

Vil være blandt de største

Silkeborg100 har tidligere haft start inde på Silkeborg Stadion. Men det skabte logistiske problemer og har nu givet anledning til at afholde løbet på Fort Østerlund, hvor der er plads til lidt større armbevægelser. Desuden har løbet tidligere ligget i juni måned, men er altså nu flyttet til oktober:

”Fort Østerlund giver os en masse muligheder og så er det blot et skønt område at have start- og målområde i. Grunden til, at vi har flyttet løbet til efteråret skyldes blandt andet, at SCR afholder Silkeborg MTB i marts måned. Derfor tænkte vi, at det er smart at have to af disse løbsformer både i foråret og efteråret, hvor mange ryttere både starter og slutter sæsonen. Vi har skabt nogle fornuftige rammer for løbet og det er helt klar vores hensigt, at løbet skal op og være på størrelse med en sværvægter som Merida MTB Marathon i Hillerød,” slutter Kjeld Nielsen.

Silkeborg100 afholdes søndag den 8. oktober. Mere info om løbet og tilmelding sker på www.silkeborg100mtb.dk.