Det populære mountainbikemarathon i Silkeborg kører afsted for 25. gang. Og endnu en gang kan det populære løb melde udsolgt på alle distancer. Løbsarrangørerne fra Silkeborg Cykle Ring Motion giver blandt andet de sociale medier årsagen til, at løbet er udsolgt på rekordtid.

Søndag den 18. marts løber det 25. mountainbikeløb af stablen, hvor Silkeborg Cykle Ring Motion er vært ved det populære mountainbikeløb, SilkeborgMTB. Allerede i december kunne arrangørerne melde totalt udsolgt og ifølge Søren Nystrup, arrangør og hovedansvarlig på løbet, skyldes den store popularitet blandt andet brandingmuligheder via sociale medier:

”Jeg har været med til at arrangere SilkeborgMTB de sidste ti år. Dengang havde vi ca. 200 deltagende ryttere. Efter vi har fået en hjemmeside og markedsfører os via facebook, kommer vi rundt til mange flere. I starten var det flyers, vi delte ud, men nu foregår det hele på de sociale medier. Det har også betydet, at deltagerne kommer fra hele landet og en stor håndfuld fra udlandet. Vi er ret sikre på, at det skyldes de sociale medier,” fortæller Søren Nystrup.

Eliteryttere fra Norge og Sverige
SilkeborgMTB har tre forskellige distancer – en rute på 28 km, en på 50 km og en på 76 km. 1250 deltagende ryttere er delt ud på de tre ruter, hvor halvdelen kører mellemdistancen, mens resten er fordelt ligeligt på de andre distancer. Den længste distance på 76 km køres blandt andet af eliteryttere og løbet får deltagelse af omkring 50 eliteryttere fra både Norge og Sverige. Ifølge Søren Nystrup er løbstidspunktet og god skiltning gode grunde til, at vores nordiske naboer vælger at deltage i det danske løb:

”Vi får hvert år stor ros for vores opmærkning af ruterne. Jeg tror som sådan ikke, at vi gør tingene anderledes end ved andre løb, men vi er gode til at være ekstra påpasselige ved steder, hvor vi mener, der kan være risiko for, at ryttere kan køre forkert. Jeg er også ret sikker på, at vores løbsformat, hvor man kun kører samme strækning én gang, trækker folks opmærksomhed,” siger løbsarrangøren.

Støtter det lokale sporbyggerlaug
Silkeborg Cykle Ring Motion lægger de tre ruter på store dele af de spor, som Silkeborg Sti og Sporbyggerlaug hver weekend bruger frivillige kræfter på at bygge. Arrangørerne bag SilkeborgMTB takker sporbyggernes store arbejde ved at donere 25 kroner pr. deltager, som sporbyggerne blandt andet kan bruge på nyt sporbyggerudstyr, proviant og meget andet.

Ved du ikke, hvad du skal lave søndag den 18. marts, så kom og bak op om rytterne og kig forbi expo-området inden løbet skydes i gang kl. 10.30.