Af Liselotte Nis-Hanssen, Turistchef i VisitSilkeborg

I 2017 udformede vi i VisitSilkeborg en femårsplan med visionen om Danmarks Outdoor Hovedstad. Vi spurgte os selv, hvordan vi positivt kan få Silkeborg og Søhøjlandet stærkere på landkortet – vi ledte efter områdets DNA og særkende; Hvad er det første folk udefra får øje på, når de kigger ind på området?

Svaret var rimelig klart: ”I Silkeborg er der meget smukt, flot natur, søer og skove”. Altså kort og godt naturen. Det vidste vi godt. Sådan har reaktionen altid været fra folk udefra, som har kendskab til Silkeborg. Men det gør ikke nødvendigvis, at de kommer hertil. Silkeborg er for mange måske blot et minde fra gamle dage, skoleudflugten eller sejlturen til Himmelbjerget.

I 2012 startede en nedgang i turismeomsætningen i Silkeborg Kommune, så målet har sidenhen været at få flere gæster. Det er det, turisme handler om. Derfor formede vi visionen: Silkeborg Søhøjlandet – Danmarks Outdoor Hovedstad og udarbejdede en strategi til at forfølge drømmen. Vi undersøgte, om der kunne være et marked for en ”Danmarks Outdoor Hovedstad”. Bl.a. var vi inspireret af danskernes idrætsvaner, som Idrættens Analyseinstitut har undersøgt. Ca. 70% af alle motionister benytter naturen og øvrige udendørs faciliteter, når der skal motioneres. Et potentiale, som var værd at forfølge.

Og her er vi så et lille år efter, at vi fik borgmesteren til at udnævne sin egen by til Danmarks Outdoor Hovedstad. Reaktionerne på ”selvudnævnelsen” har været mange dog overvejende positive. Særligt i Silkeborg, hvor det passer rigtig godt med mange menneskers selvforståelse om, hvilket område de bor i. Lidt længere væk bliver der trukket på smilebåndet og rystet lidt på hovedet, hvilket vel er fair nok. Det er et sats med en bys image, og med reaktionerne på selvudnævnelsen fandt vi ud af, at visionen kan meget mere end turisme.

Fra idé til handling
”Damn”, ”Hurra”, og ”Heldigvis” siger vi på én og samme gang. Turisterne er ikke dumme, så vi hvis begynder at markedsføre Silkeborg som Danmarks Outdoor Hovedstad, så planter vi et væld af forventninger.

Hvordan lever vi op til de forventninger? Hvordan får vi et brand gjort levende? Hvordan får vi Silkeborg selv til at leve som en outdoor hovedstad? Hvordan får vi brandet gjort troværdigt og autentisk?

Det er en større opgave end den kendte turismeudviklingsopgave. En opgave på den store klinge. Men det er også en trædesten, en mulighed og en stor pose med energi.

Vi konstaterede ret hurtigt, at VisitSilkeborg ikke kan skabe Danmarks Outdoor Hovedstad alene. Overvejelserne har været mange: Nej det bliver aldrig til noget, højst en gang varm luft… eller jo nu skal det være… Nu har vi hørt fra så mange, at det er første gang ever, at der er sat en fornuftig og visionær retning for Silkeborg, så vi må smøge ærmerne op og få det lokale liv med på ideen.

Så målet for 2018 er at få mange flere lokale virksomheder, institutioner, foreninger mv. til at arbejde i retning mod Danmarks Outdoor Hovedstad. Og få skabt synlige kendemærker på, at udviklingen er i gang og tager mere fart nu, hvor vi har en fælles retning.

Her kommer ”hurra’et” ind i billedet. Selvom visionen er skabt af en turismebestyrelse i dialog med 60 turismeaktører, så har Silkeborg Kommune taget visionen til sig. Det er en stor milestone for projektet, nok den allervigtigste.

Og her kommer det sjove: De kommende fire år er der afsat og bevilget næsten 20 mio. kr. til outdooranlæg og faciliteter bare fra kommunens hånd. Det betyder, at vi for alvor kan tro på, at satsningen nok skal holde. Med de forskellige tiltag tror vi fuld og fast på en fremtid i ourdoor’ens tegn.

Om VisitSilkeborg
VisitSilkeborg er en turismeudviklingsorganisation med følgende vision: Silkeborg Søhøjlandet – Danmarks Outdoor Hovedstad og vores mission er følgende: VisitSilkeborg udvikler og synliggør Silkeborg Søhøjlandet som destination. Målet er at gå forrest i at forankre brandet/visionen, at øge kendskabet til Danmarks Outdoor Hovedstad og, i samarbejde med erhvervslivet, at tiltrække flest mulige gæster.