Der bliver snakket om det hen over spisebordet, på diverse Facebook-grupper og online forums. Hvor findes de bedste mountainbikespor? Vi har spurgt Mie Saabye, tidligere U15 europamester, hvad hun mener om sporene i Silkeborg. Og så kom vi selvfølgelig også omkring hendes mountainbikekarriere og hendes største drømme.

Den tidligere U15 Europamester og Danmarksmester i MTB, Mie Saabye er oprindeligt fra Ry og har haft sine første træninger i Gl. Rye MTB Klub. Senere har hun flyttet klub til Silkeborg MTBK, hvor hun i dag har sin daglige gang på cyklen. Mie Saabye er et af Danmarks største kvindelige talenter i både MTB og landevejscykling og rejser Europa tynd for at konkurrere på højeste plan. Senest deltog hun i Belgien i landevejscykling til UCI National Cup og weekenden efter var hun et smut i Italien til en lignende konkurrence. 17-årige Mie Saabye er dermed godt i gang med karrieren og har allerede kørt på flere spor end de fleste. Og selvom hun har kørt på utallige spor, er sporene i Silkeborg noget af det bedste, hun har prøvet:

”Det jeg godt kan lide ved sporene i Silkeborg er, at de hele tiden bliver vedligeholdt og det synes jeg ikke, de gør i samme grad andre steder. Det gør dem til nogle af de bedste spor og deres gode stand er også en af grundene til, at man kan køre der under stort set alle vejrforhold. Det gør sporene helt unikke,” fortæller Mie Saabye, som har været med til at bygge spor en enkelt gang, men ønsker at dedikere mere tid til det.

Sejrede i SRAM-ligaen
Mie Saabye synes, at Nordskoven er sjov at køre i, men eftersom der er bygget nye spor i Vesterskoven, nyder hun at kunne skifte mellem områderne. SRAM-ligaen som blandt andet også blev kørt i Silkeborg blev dog på daværende tidspunkt afholdt i Nordskoven:

”SRAM-ligaen sidste år var rigtig fedt, fordi vi havde hjemmebane. Det var et ekstremt løb, men sjovt fordi man kendte det så godt. Man kan nærmest ikke beskrive, hvordan det er at køre på hjemmebane og det er så fedt, at ens kammerater står og råber og hjælper mig med at hive sejren hjem,” siger Mie Saabye.

MTB, landevejscykling og cyklecross
Når Mie Saabye ikke træner på mountainbiken, bruger hun meget af sin tid på at træne landevejscykling og cyklecross. I denne vinter har træningen især været dedikeret til landevejscykling, hvor hun træner hårdt for at komme med U17 landsholdet til konkurrencer rundt i Europa. Når vejret bliver bedre, prioriteres MTB dog også lige så højt og træningen til dette foregår blandt andet sammen med Silkeborg MTBKs herrehold, hvor hun bliver ekstra udfordret. Mie Saabye har klare mål med den hårde træning: En sejr ved VM er næste mål, hvad enten det er på MTB, cyklecross eller landevejscykling.