Foto: Michael Bech

Der er godt gang i sporbyggeriet og ikke mindst med vedligeholdelse af sporene i de silkeborgensiske skove. I Vesterskoven bliver der hele tiden tilføjet flere meter spor og i øjeblikket er sporbyggerne i dialog med andre brugergrupper for at få de bedste resultater.

Man har et standpunkt indtil, man tager et nyt. Sådan er det også inden for mountainbikesporten og i særdeleshed, når det kommer til at planlægge og bygge nye mountainbikespor. Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug er godt i gang med at bygge kilometerlange spor i Vesterskoven. Den store forkromede plan er, at der skal skabes en sammenhængende mountainbikeoplevelse mellem Nordskoven, Vesterskoven, Østerskoven og Sønderskoven. Det vil sige et stort område, hvor mountainbikesporten får nye muligheder, men samtidig kanaliseres så andre brugergruppers interesser også tilgodeses. Det betyder blandt andet, at Silkeborg Sti og Sporbyggerlaug på nuværende tidspunkt er i dialog med repræsentanter fra ridemiljøet. Nogle af de planlagte spor, kommer uundgåeligt til at krydse nogen af de stier, som rytterne anvender til at ride på. Ifølge Erik Skovgaard Knudsen, formand i Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug, vil de to brugergrupper nu i fællesskab finde de bedste løsninger på dette:

”Opskriften på at løse denne udfordring er, at vi går i dialog med rytterne om, hvor vi mest fordelagtigt, kan lægge sporene sådan, at vi undgår at genere hinanden. Mindestenen i Vesterskoven er særligt et følsomt område, så her det vigtigt, at vi får snakket om tingene, inden vi går i gang. Det er vores klare erfaring, at når vi, brugergrupper imellem, skaber en løsning sammen, så får vi de bedste resultater,” fortæller han.

Stort engagement i sporbyggerlauget
I Vesterskoven er der indtil nu primært bygget ca. 10 kilometer blå spor. Det er planen, at der også skal bygges røde og sorte spor sådan, at Vesterskoven i alt får omkring 25 kilometer spor. Alle mountainbikesporene bygges delvist af engagerede frivillige og ca. hver 3. weekend er frivillige i små eller større grupper taget i skoven for at vedligeholde og bygge spor:

”Folk her i området har en god forståelse for, at når man bruger naturen, så er det god stil at give lidt igen ved f.eks. at være med til at vedligeholde og bygge spor. Her i Silkeborg har vi de bedste muligheder for at køre mountainbike og det tror jeg, der er en form for taknemmelighed for. Så folk værner om dette og har overskud til at dyrke disse muligheder,” fortæller Erik Skovgaard Knudsen.

Hvis man har lyst og ikke tidligere har prøvet at bygge spor, holder Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug jævnligt sporbyggerdage og weekender. Følg med på deres facebook-gruppe og hold øje med deres næste sporbyggerdage: https://www.facebook.com/groups/SSSL.dk/