Fotos: Claus Hilmer

Sidste år blev første afdeling af Trailcuppen afholdt ved Danmarks tag i Ry. Siden har interessen været stigende og d. 23 september har arrangørerne valgt, at Trailcuppen skal forbi Silkeborg og Nordskoven. Trailcuppen er et enduroformat, hvor løbet kan betegnes som en blanding af cross country og downhill mountainbiking.

Sammenlagt 500 højdemeter fordelt på 25 kilometer. Dette er betingelserne som deltagerne skal forholde sig til ved Trailcuppens 4. afdeling i Silkeborg. Her kommer svedperlerne med garanti frem på panden, når deltagerne skal trække sig op ad de stejle bakker. Den store fortjeneste skal derefter findes i de fede nedkørsler, som der i alt bliver otte af. Enduroløbet er et nyt løbsformat i Danmark, der normalt blandt andet hører sig til i alperne, hvor der er garanti for lange nedkørsler. Men selvom højdemeterne er færre i Danmark, er der stadig gode nedkørsler at hente. Ideen med at bringe konceptet til Danmark kommer fra Jeppe Bob Bertelsen. Han har tidligere kørt enduroløb i Sydeuropa og ønskede at lave det i Danmark. Og formatet er simpelt og nemt at forholde sig til:

”Enduroløb går i al sin enkelthed ud på at køre op ad bakke uden tidstagning og ned ad bakke med tidstagning. Det skal vi gøre på otte nedkørsler og til sidst bliver der fundet en vinder ved at sammenlægge tiderne fra alle nedfarterne. Det er et enormt fedt løbsformat. Det bliver sådan, at man på forhånd kan prøvekøre nedkørslerne. Dog er der to nedkørsler som vil være ukendte for rytterne, hvilket tilfører et spændende element til rytternes indgangsvinkel,” fortæller Jeppe Bob Berthelsen og fortæller i den forbindelse:

”Til de ukendte etaper har vi fået en specialtilladelse af en lokal lodsejer til at køre på hans jord. Det vil sige, at ingen andre før har kørt på sporet og det glæder vi os selvfølgelig til at vise frem og høre reaktioner fra.” fortæller han.

Et af Danmarks bedste terræn

Trailcuppen er for folk med adrenalin i blodet og som ikke er bange for stejle nedkørsler. Når det er sagt, er Trailcuppen også mere end det. Løbet starter ved VIA College i Silkeborg. Løbet foregår i Nordskoven ved Silkeborg, på både officielle spor, samt i træningsområdet. De ukendte stages foregår et hemmeligt sted, som rytterne først vil blive introduceret for få minutter inden starten. Det hele er arrangeret i samarbejde med Mads Taul, som mener, at Silkeborg har gode faciliteter til at afholde løbet:

”Jeg er selv fra Silkeborg og kender Jeppe fra diverse enduro løb. Vi er begge enige i, at Silkeborg byder på noget af Danmarks bedste mountainbike terræn og derfor har vi i samarbejde kæmpet for at få stablet dette løb på benene. Når løbet er afsluttet kunne det være fedt, hvis folk bliver og hygger. Vi har hertil anskaffet en pølsevogn og der vil være mulighed for at nyde en øl og sodavand,” udtaler Mads Taul.

Rytterne har allerede mulighed for at ankomme om lørdagen, hvor der ved VIA College vil være bålhygge og en masse røverhistorier ude fra sporene.

Trailcuppen består af i alt fem afdelinger: Himmelbjerget, Randers, Haderslev, Silkeborg, Slettestrand.

 

Tilmeld dig eventen via dette link: https://www.sportstiming.dk/event/5129.